Dip, sauce og dressing til grillmaden

Det er ikke altid man savner noget at dyppe maden i, men her kommer et par forslag til dip, saucer og dressinger, der er nemme at lave. OK, balsamicosaucen er måske lidt tidskrævende, men hvilken smag!

Humus (Hummus)

Denne populære dressing fra Mellemøsten er glimrende til grillmaden. Du skal bruge:

• 250 g kikærter
• 2-4 dl. hønseboullion
• 4 spsk. tahin
• Saften af 1-2 citroner
• ca. 2-3 spsk. ristst sesamfrø
• 2 spsk. olivenolie
• 1 knivspids spidskommen.

Du kan bruge kikærter fra dåse, men vi anbefaler at du laver dem fra bunden. Sæt kikærterne i blød i mindst 10 timer, dog max. 24. Brug rigeligt med vand, de suger meget. Skift vandet én gang. Hæld vandet fra og skyl kikærterne og kog dem i nyt vand. Koges ved middel til lav varme i 1 time.

Nå, og nu til humusen: Blend alle ingredienserne, tilsæt dog boullion og citron lidt ad gangen. Bouillonen fordi du så kan styre hvor stiv/flydende din humus skal være. Stil humusen i køleskabet til den er blevet kold.

humus

Hvidløgsdressing

Den klassiske dressing til grillen. Græsk yoghurt blandes med masser af presset hvidløg. Krydr med slat og godt med peber. Purløg eller dild kan tilføjes.

Guacemole

Et par avocadoer blendes med 3/4 dl. creme fraiche eller græsk yoghurt. Pres saften af en halv citron udover. Smages til med presset hvidløg, god havsalt og peber.

Korianderdressing

Masser af hakket frisk koriander blandes med græsk yoghurt eller creme fraiche. Smag til med lidt soya så man lige kan ane farven og evt. salt og peber. Lidt presset citronsaft kan hældes over.

Myntedressing

Græsk yoghurt blandes med lidt presset hvidløg og masser af friske hakket mynte. Mynte kan man nemt have i sin urtehave, den vokser meget hurtigt, til gengæld har man til hele sommeren.

Sesam/balsamico dressing

Bland sesamolie og balsamicoeddike i passende mængder og tilføj evt. lidt hvidløg, salt og peber. En god, lidt nøddeagtig dressing til salat.

Broccolipesto

En rigtig lækker pesto, der går fantastisk til nye kartofler.
• 1 broccoli
• 2 spsk. fintrevet parmesan
• En håndfuld frisk basilikum
• 1 tørret chili eller chiliflager (kan udelades)
• 2 fed fed hvidløg
• 50 g pinjekerner
• Olivenolie

Del broccolien i små buketter som du blancherer i 2-4 minutter alt efter størrelse. Lad broccolien køle af og blend den sammen med ovenstående ingredienser. Mængden af olivenolie kan variere efter smag. Det kan være nødvendigt at blende af flere omgange alt efter størrelsen på din blender. Jeps. Så enkelt er det, mums.

broccolipesto

Hjemmelavet bbq sauce

Den klassiske røde sauce, der bare smager af grill. Den kan købes, men hvorfor ikke lave den selv og sætte dit eget præg på den lækre sauce, der er uundværlig til spareribs, men som også nemt kan bruges til et par gode grillede bøffer.
• ½ til hel dl. ketchup
• 1 spsk. koncentreret tomatpuré
• ¼ dl æblejuice
• ¼ dl. soya
• 1 hvidløg
• ½ til hel spsk. hel spidskommen.
• Et skvat balsamicoeddike

Rist spidskommen for høj varme. Når de har fået godt med varme og afgiver en skøn duft, så tilsæt 1 spsk. olie til gryden. Tilsæt hvidløg og lad dem tage farve. Tilsæt de øvrige ingredienser og lad saucen koge ind for høj varme. Rør løbende i gryden, til det blot ligner ketchup.

Alt efter smag kan ovenstående ingredienser justeres. Nogle vil have deres bbq sauce sød, andre stærk, og så er det bare om at tilsætte lidt tørret chili/cayennepeber eller hvad du nu har.



Tomat-hvidløgssauce

• 4 tomater
• 4 fed hvidløg
• Balsamico eller rødvinseddike

En klassisk sauce til grillen som mange nok vil kende. Halvér tomater og pil hvidløgene. Grill dem i ca. 30-40 minutter. Put ingredienserne i blanderen og blend til det får den rette konsistens. Smag til med salt og lidt balsamicoeddike, alternativt rødvinseddike.

Peberfrugtsauce

• 2 hakkede peberfrugter.
• 1 løg hakket
• Flødeost, f,eks. Philadelphia.
• 2-3 dl. bouillon

Løg og peberfrugt svitses, efter nogle minutter skrues ned for varmen og bouillon tilsætte. Så småkoger det i 15 minutter, skru ned for varmen og tilsæt flødeost efter smag. Pas på at det ikke koger. Smag til med salt og peber.

Oliventapenade

• 300 g stenfri sorte oliven
• 2 spsk kapers
• 1 fed hvidløg

Kom alle ingredienser i en blender og blend til du har den ønskede konsistens. Du kan selvfølgelig variere ingredienserne efter smag.

oliventapenade

Tomat/sennepsauce

• 2 fed hvidløg
• 2 spsk. dijonsennep
• 1 dåse hakkede tomater
• 1 spsk. timian

Svits hvidløg og sennep i lidt olie nogle minutter så eddiken forsvinder fra sennepen. Tilsæt hakkede tomater og timian. Lad det simre nogle minutter og smag til med salt.

Champignonsauce med timian

• 1 bakke champignon
• 1 håndfuld frisk timian (ca. 1 dl.)
• 1/2 hønsebouillonterning
• 1 dl. rødvin
• Madlavningsfløde

Rens champignon og skær dem ud i mindre stykker. Rist den i en kasserolle og kom 3 dl. vand, bouillonterning og timian i en ved og lad det koge godt ind. Når der er ca. en halv centimeter tilbage i gryden tilsættes rødvin og madlavningsfløde. Varm saucen godt igennem og smag den til med salt og peber.

Balsamicosauce

• 2 hele hvidløg, dvs. 20-22 fed hvidløg
• 1 spsk. olivenolie
• 3 spsk. sukker
• 2 spsk. tomatpuré
• 5 spsk. Balsamicoeddike
• 5 dl. rødvin
• 5 spsk. flydende bouillon, okse eller kalv
• 2 tsk. majsstivelse
• 25 g. smør
• lidt salt

Sæt ovnen på 200°C. del hvidløgene i fed og læg dem på en smurt bradepande, steg dem i 20 minutter. Smelt sukkeret med tomatpuré, tilsæt hvidløgsfedene, balsamico, rødvin og bouillon. Lad det koge ind uden låg til der er ca. 4 dl. tilbage. Si hvidløgsfedene fra og hæld saucen tilbage i gryden. Jævn den med majsstivelse rørt ud i lidt vand. Rør smøret i smag til med salt.