Syrlige rabarber

Syrlige rabarber

Rabarber er en af de tidligste planter, der kan høstes. Allerede tidligt forår kan du nyde godt af de lange syrlige stængler, der i den grad markerer sommerens komme.

Jeg husker tilbage på barndommen, da min mormor hoppede på cyklen i Københavns nordvestkvarter for at køre til hendes nyttehave i Islev. Hun plantede masser af rabarber, og blandet med jordbær lavede hun den skønneste grød, som vi spiste i store mængder.

I dag er det mig, der har rabarber i haven, og dem laver vi som regel til syltetøj eller bruger dem som en del af en dessert.

Har du selv en have, så skal du plante rabarber om foråret. Køb planterne på planteskolen, så er du garanteret en god kvalitet. Rabarber kræver plads. Ca. 1 m² pr. plante, og desværre er det nok lige i overkanten for de, der bor i lejlighed.

Rabarber fås i flere sorter, nogle har røde stængler, andre grønne. Blomsterstænglerne skal fjernes for at få en sund og kraftig vækst.

Nå, nu til rabarbergrøden:

• 1/2 kg Rabarber i små stykker
• Max en halv dl. vand
• Masser af sukker alt efter hvor sur eller sød man vil have grøden – vi bruger 1/2 kg

Koges under låg til rabarberen er helt mør. Rør undervejs. Smager bare skønt!



Your email address will not be published. Required fields are marked *